DANSKE SCENOGRAFER

Menu

EN

Stort tillykke til Jette Lehmann – vinder af årets Bahs-pris

Hvert år kårer Bodilkomiteen en vinder af prisen for årets filmscenografi. Vinderen modtager Danske Scenografers ‘Bahs-pris’, som kunstner Louise Hindsgavl har designet og udført.

Filmkritikerne har til Bodilprisen 2024 udnævnt production designer Jette Lehmann som vinder af Bahs-prisen for sit fantastiske arbejde i filmen “Bastarden”.  

Danske Scenografer ønsker Jette et kæmpe tillykke med den flotte pris for det fantastiske production design i filmen!

Jettes gode kollega og ven, production designer Rasmus Thjellesen, havde æren af at at overrække prisen og filmkritikernes motivation lød sådan her:

Man skulle tro, at det blot drejede sig om at finde den rigtige hytte på heden og et pænt slot i nærheden, og så var ens lykke gjort som production designer på Bastarden. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. At gøre et miljø fra Danmark i 1700-tallet troværdigt, og også i kulisser og scenografi skabe den helt rigtige balance mellem fattigdom og rigdom, mellem høj og lav, er sin kunst.

Det skal fungere på det store, afslørende lærred. Det må ikke virke bedaget eller ligne et frilandsmuseum, det skal være organisk, levende og dramatisk, og så skal det skabes i tæt samarbejde med kostumedesigner, fotograf og instruktør.

I Nikolaj Arcels Bastarden er resultatet af Jette Lehmanns production design blevet både bemærkelsesværdigt og betagende. Det gælder, hvad enten man er hjemme hos den stædige kaptajn Kahlen i hans selvbyggede hus, eller man er til bal på godset hos gale De Schinkel.  Og det gælder, når den genstridige jyske hede skal betvinges i al slags vejr. Det skal Jette Lehmann, der om nogen er ekspert i at vække fortiden til live, have årets Henning Bahs-pris for. Tillykke.

Se alle vinderne til Bodilprisen 2024 her.

Fotograf: Lasse Lagoni