Danske Scenografer var sammen med flere andre organisationer og aktører i branchen til mediepolitisk konference om tech-giganterne og den demokratiske infrastruktur den 9. oktober 2024. Konferencen var arrangeret af Copydan Verdens TV, og du kan læse mere om indholdet her.
Der var mange interessante oplægsholdere, som alle havde et klart budskab om, at de globale tech-giganter har magten over vores kritiske infrastruktur, som i grove træk betyder, at de kan beslutte, hvilke nyheder, public service-indhold og unikt europæisk indhold, vi som borgere i EU får adgang til. Vi har ingen tech-giganter i Europa.
Perspektiverne og budskaberne er bekymrende. Og selvom der var besøg af mange dygtige eksperter og politikere, som alle er enige om, at der må gøres noget – er der ingen løsning lige for.
Vi kender dem alle, Google, Apple, Meta, Amazon osv., men vi ikke helt opmærksomme på deres rolle som gatekeepere. Indholdet på internettet (og dermed også tv/streaming) bliver i dag distribueret via den digitale infrastruktur (fx underjordiske kabler, som forbinder internettet i hele verden), som drives og ejes af amerikanske og kinesiske tech-giganter. Tech-giganterne har derfor magten over den kritiske infrastruktur, når det drejer sig om kanaler med nyheder, film, tv og musik – og har derfor i sidste ende magten til at tænde og slukke for vores informationsflow.
De dansksprogede produktioner er, som forperson i Copydan Verdens TV, Jørgen Ramskov, udtrykte det “ikke engang en dråbe i havet”. Tech-giganternes størrelse og økonomiske magt hæmmer et frit og velfungerende marked og skaber unfair konkurrencevilkår for nationale distributører.
Et andet budskab var, at vi skulle have handlet på det … I GÅR.. eller endnu tidligere. Men vi kan ikke handle på de mange problemer alene i Danmark. Som kunstnerorganisationer skal vi blive ved med at insistere på at finde fælles europæiske løsninger, der kan sikre, at dansk indhold i enhver form fortsat er en del af vores informationsflow.
Vi forsøger at råbe højt og gøre opmærksom på de store udfordringer, vi står overfor. Det gør vi bl.a. via de alliancer og samarbejder, vi indgår i på tværs af branchen for at sikre størst mulig gennemslagskraft.
Den 8. oktober var Danske Scenografer ligeledes medunderskrivere på et debatindlæg i Avisen Danmark, som også beskriver de mange udfordringer, “Tech-giganternes fremmarch sker sideløbende med, at den klassiske kanal for distribution af nyheder og public service-tv taber terræn. For mens 92 procent af alle danskere havde en tv-pakke i 2013, forventes antallet af være faldet til under 45 procent i 2027. Tech-giganterne er blevet de nye gatekeepere for danskernes nyhedsforbrug, kulturforbrug og distribution af dansk tv, film og nyheder. For kan man som medie overhovedet udkomme til danskerne, hvis man ikke er synlig i Apples eller Googles universer?”. Læs det fulde debatindlæg her.