Rimelig rettighedsbetaling
Reglerne i ophavsretsloven sikrer kunstnerne en ufravigelig ret til rimelig betaling, når andre tjener penge på deres kunstneriske arbejde.
Reglerne stammer fra et EU-direktiv (’DSM-direktivet’), som er en reaktion på udviklingen i nyere tid, hvor streamingtjenester og andre udbydere har genereret store indtægter på indhold skabt af kunstnerne – uden at kunstnerne har fået en rimelig andel, når deres rettigheder er blevet udnyttet. Læs mere om ophavsret her.
Reglerne kan hjælpe fagforeninger og kollektive forvaltningsorganisationer med at skabe en mere rimelig økonomisk sammenhæng mellem rettighedsbrug og rettighedsbetaling, når der licenseres rettigheder til audiovisuelt indhold.
Reglerne betyder
- Nye standarder for kunstnernes rettighedsbetaling
Reglerne er et opgør med urimelige markedsnormer og har til formål at mindske gabet mellem kunstnernes rettighedsbetaling og den økonomiske værdi, som indholdet er med til at skabe.
- Kunstnerne skal have del i indholdets kommercielle værdi
Reglerne gør op med frikøbstraditioner og prisfikseringer for lange perioder. Rettighedsbetalingen skal stå i rimeligt forhold til indholdets faktiske kommercielle og økonomiske værdi, som bliver genereret ved en løbende brug og distribution af det skabte indhold.
- Gælder alle produktionstyper, brancher og tjenester
Reglerne sætter nye standarder på tværs af produktionstyper, brugsformer, brancher og tjenester. Reglerne gælder fx for både drama- og dokumentarindhold såvel som for reality og tv-underholdning på film- og tv-området, ligesom det gælder for rettighedsbrug i udstillinger og på scenekunstområdet.
- Reglerne er ufravigelige
Ingen må fravige de nye regler til skade for kunstnerne. Det betyder, at selv om virksomhederne ønsker økonomisk forudsigelighed og hemmeligholdelse, vægter hensynet til passende og forholdsmæssigt vederlag til kunstnerne altid tungest.
- Rettighedsbetaling adskilt fra løn
Løn er for udførelse af en arbejdsopgave – rettighedsbetaling er for udnyttelse af det skabte indhold. Sammenblanding af løn og rettighedsbetaling undergraver reglernes formål og medvirker til at skabe en formodning om, at rettighedsbetalingen ikke er rimelig. Løn og rettighedsbetaling bør i stedet holdes adskilt, og begge skal hver for sig være rimelige.
- Reglerne gælder også nye udnyttelsesformer
Det strider imod de nye regler at afskære kunstnerne fra værdien af nye udnyttelsesformer igennem fx totale rettighedsoverdragelser. Kunstnerne skal altid have en rimelig andel af den værdi, som indholdet skaber – også når kunstnerens rettigheder bliver brugt på nye måder, som ikke var oprindeligt tiltænkt.
- Kunstnerne har ret til brugs- og salgsdata
Kunstnerne har altid ret til at kende den kommercielle værdi af deres rettigheder. Derfor er kunstnerne eller deres repræsentanter berettigede til jævnligt at få opdaterede og fyldestgørende oplysninger om, hvordan rettighederne bliver brugt, og hvilken økonomisk værdi brugen skaber. Det gælder også, selv om brugen eller oplysningerne har fortrolig karakter.
- Kunstnerne har ret til repræsentation
Kunstnerne har altid ret til at blive repræsenteret i en forhandling om rettighedsbetaling. Hvis en kunstner bliver presset til at forhandle rettighedsvilkår individuelt og uden om sit fagforbund, må man formode, at den aftalte rettighedsbetaling ikke er rimelig.
- Kunstnerne har ret til at få efterprøvet betalingen
Kunstnerne har ret til at få efterprøvet rimeligheden af en aftalt rettighedsbetaling. Det gælder også for kollektive aftaler. En kollektiv aftale vil ofte give kunstnerne bedre vilkår end en individuel aftale, men der kan være tilfælde, hvor styrkeforholdet mellem den kollektive organisation og en markedsdominerende platform er ulige, eller hvor en kollektiv aftale er forældet.
- Kunstnerne har ret til kollektive ordninger
Reglerne fastslår, at kunstnerne har ret til at være med i relevante kollektive ordninger, som fx Create Denmark og Copydan. Indtægter fra kollektive ordninger er en vigtig del af et ’passende og forholdsmæssigt’ vederlag. Kulturministeriet siger det sådan i lovforarbejderne:
“Et fuldstændigt frikøb af rettigheder, der afskærer modtagelse af kollektive midler mod et engangsvederlag, vil have formodningen imod sig i forhold til, at engangsvederlaget er ’passende og forholdsmæssigt’.”