Hvad sker der, når designere ikke kun skaber værker, rum, billeder og løsninger – men også blander sig i den offentlige samtale med deres faglighed? Design Denmark, Politiken og Det Kongelige Akademi søger 12 designere, der har noget på hjerte og gerne vil blive bedre til at bringe deres faglige perspektiv ind i samfundsdebatten.
Initiativet Bland dig, Designer handler om at styrke designernes stemme i offentligheden. De udvalgte deltagere kommer gennem et forløb med bl.a. debat- og skribenttræning og skal arbejde med at omsætte deres faglige viden og holdninger til debat, som kan nå ud over deres eget fagfelt.
Danske Scenografers medlemmers faglighed er i høj grad relevant i dette initiativ. Vi arbejder med de visuelle fortællinger og de fysiske og sanselige verdener, som mennesker møder i scenekunst, film, tv og udstillinger. Vores fag rummer perspektiver på bl.a. kunst og kultur, bæredygtighed, materialer, teknologi, arbejdsliv, æstetik og de billeder, vi som samfund skaber af os selv. I en tid, hvor kunsten og kulturen har brug for tydelige stemmer, håber vi derfor, at nogle af jer har lyst til at blande jer.
Der er deadline 30. september 2026 og forløbet afsluttes med et offentligt debatarrangement under 3daysofdesign 2027.
Hvad vil DU gerne starte en debat om? Læs mere og søg her hos Design Denmark.









