DANSKE SCENOGRAFER

Menu

EN

Scenograf henter nordisk inspiration og nye netværk med støtte fra kollektive rettighedsmidler

Scenografer kan søge støtte fra kollektive rettighedsmidler til bl.a. studierejser, faglig udvikling og netværk. De kollektive rettighedsmidler fra bl.a. Copydan Verdens TV skal bl.a. bidrage til at styrke scenografernes arbejde, faglige udvikling og ophavsret.

En af de scenografer, der for nylig har modtaget støtte, rejste i februar 2026 til Stockholm og Oslo for at hente ny inspiration, opleve aktuel nordisk scenekunst og styrke sit netværk i det nordiske teatermiljø.

På programmet var tre meget forskellige forestillinger: Das Kapital på Dramaten i Stockholm, Sagaen om Isfolket på Nationaltheatret i Oslo og den nyskrevne musical Ungen på Oslo Nye Teater.

Særligt Sagaen om Isfolket havde på forhånd vakt scenografens interesse gennem Norsk Shakespearetidsskrift, som Danske Scenografers medlemmer har adgang til. Forestillingen blev oplevet som en intens og visuelt mættet iscenesættelse, mens de tre meget forskellige produktioner tilsammen gav et indblik i aktuelle sceniske og scenografiske udtryk i Sverige og Norge.

En vigtig del af rejsen var også at skabe og styrke faglige relationer. I Oslo blev det til netværksmøder med blandt andre dramaturg Njål Mjøs, Nationaltheatrets direktør Marit Moum Aune, Oslo Nye Teaters direktør Runar Hodne samt skuespiller og instruktør Tani Dibasey. Samtalerne gav mulighed for at afsøge fremtidige samarbejder og arbejdsmuligheder på tværs af de nordiske lande.

I Stockholm gik turen desuden til The Royal Armoury og museets samling af historiske royale dragter og rustninger – en klar anbefaling fra scenografen til kolleger med interesse for kostumer og historiske referencer.

Rejsen efterlod ikke mindst en påmindelse om, at faglig inspiration ikke behøver findes langt væk: “Tænk, at man ikke behøver rejse til den anden side af jorden for at blive fodret med inspiration og store rejseoplevelser.”

Støtten fra de kollektive rettighedsmidler giver på den måde mulighed for, at den enkelte scenograf kan opsøge ny faglig viden, inspiration og internationale netværk – og efterfølgende dele erfaringerne med kolleger.

Læs mere om mulighederne for at søge støtte her.

Foto: Ditte Tygesen