Hvordan påvirker kunstig intelligens filmkunsten, vores fagligheder og måden, vi kommer til at arbejde på i fremtiden?
Den 18. september inviterer Den Danske Filmskole og Golden Days til AI Biograf: Filmkunst eller kunstig film? med kulturjournalist Jesper Dein og filmskaber Peter Stenbæk.
Arrangementet er særligt relevant for vores medlemmer, der arbejder med film og tv, men vi opfordrer også medlemmer fra andre fagområder til at deltage. De teknologiske forandringer, der lige nu ses tydeligt i filmbranchen, vil i forskellig grad få betydning for langt flere af vores fagligheder.
Vi skal både kende teknologien og forholde os kritisk
Som vi tidligere har skrevet om, følger Danske Scenografer udviklingen inden for AI tæt, både som fagforening og rettighedsorganisation.
Vores tilgang går i to retninger. På den ene side opfordrer vi vores medlemmer til at stifte bekendtskab med AI-værktøjer og deres muligheder. Arbejdsmarkedet ændrer sig, og kravene til digitale kompetencer vokser. Derfor mener vi, at kendskab til de nye værktøjer bør være en del af medlemmernes faglige kompetencekatalog.
På den anden side arbejder vi for klare og stærkere rammer for brugen af AI. Kunstnere og rettighedshavere skal have kontrol over og betaling for brugen af deres værker, både når materiale anvendes til træning af AI-modeller, og når teknologien fremover anvender eller bygger videre på beskyttet materiale.
De to hensyn er ikke modsætninger. Vi skal kunne forstå og anvende den nye teknologi, samtidig med at vi insisterer på ordentlige vilkår og respekt for kunstnernes rettigheder.
Filmkunst eller kunstig film?
Til arrangementet viser Peter Stenbæk blandt andet AI-genererede kortfilm og egne eksperimenter og fortæller om teknologiens muligheder, begrænsninger og udfordringer. Sammen med Jesper Dein sættes der spørgsmålstegn ved, hvad der sker med filmkunsten, når AI kan skabe billeder, figurer og verdener, som tidligere krævede et helt filmhold.
Kig forbi Den Danske Filmskole, Theodor Christensens Plads 1, København K, den 18. september 2026 kl. 15.00–16.30. Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Læs mere og tilmeld dig her via Filmskolens hjemmeside.
Vi opfordrer alle interesserede medlemmer til at deltage og blive klogere på en udvikling, der allerede er i gang med at forandre vores fag.









