ASSITEJ Danmark har netop annonceret en række internationale og faglige aktiviteter, som kan være relevante for Danske Scenografers medlemmer med interesse for scenekunst for børn og unge.
Open Call – Studietur til Baboró International Arts Festival i Irland: ASSITEJ Danmark inviterer i samarbejde med Danske Dramatikere til en fælles studietur til Baboró International Arts Festival for Children i Galway, Irland.
Festivalen er en af Europas mest anerkendte internationale festivaler for scenekunst for børn og unge og samler kunstnere, teatre, dramatikere og kulturaktører fra hele verden. Programmet spænder bredt fra teater og dans til musik og visuelle kunstformer, og festivalen er særligt kendt for sit fokus på diversitet, repræsentation og kunstens rolle i samfundet.
ASSITEJ Danmark tilbyder deltagelse til tre ASSITEJ-medlemmer, som får mulighed for at opleve festivalen og udveksle erfaringer med kolleger fra både Danmark og udlandet.
Læs mere om den fantastiske festival og muligheden for en faglig rejse med kolleger her.
Oplev international scenekunst på PASSAGE Festival: ASSITEJ Danmark inviterer også medlemmer til en faglig festivaldag på PASSAGE Festival i Helsingør. Dagen byder på et særligt udvalgt program af internationale gadeteater- og performanceforestillinger, som giver indblik i aktuelle tendenser inden for scenekunst i det offentlige rum.
Som en del af programmet vil ASSITEJ-bestyrelsesmedlem og skuespiller Vika Dahlberg være i samtale med den catalanske kunstner Txema Muñoz om kunstproduktion for børn i det offentlige rum. Samtalen tager udgangspunkt i de viste forestillinger og sætter fokus på muligheder og udfordringer ved at skabe scenekunst uden for de traditionelle scenerum. Læs mere her.
ASSITEJ Danmark arbejder for at styrke scenekunst for børn og unge både nationalt og internationalt og tilbyder løbende netværk, faglige arrangementer og internationale udviklingsmuligheder. Læs mere om alle deres spændende og relevante aktiviteter samt øvrige aktuelle open calls og arrangementer på deres hjemmeside.









