DANSKE SCENOGRAFER

Menu

EN

Open call til lyddesignere: Bidrag til OISTATs internationale lydværk på World Listening Day

Er du lyddesigner, og har du lyst til at bidrage til et internationalt kunstprojekt med en enkel feltoptagelse fra dit lokalområde?

I anledning af World Listening Day den 18. juli 2026 inviterer OISTAT Sound Design Sub-Commission lyddesignere, medlemmer og samarbejdspartnere til at indsende en to minutter lang feltoptagelse, som indfanger et lydmiljø, der er karakteristisk for det sted, hvor de bor.

World Listening Day blev etableret af World Listening Project og markerer fødselsdagen for komponisten og lydøkologen R. Murray Schafer (1933-2021). Dagen sætter fokus på aktiv lytning som en kulturel praksis og opfordrer til at reflektere over de lydlandskaber, der omgiver os.

De indsendte optagelser samles til ét fælles online lydværk, hvor optagelserne glider over i hinanden og tilsammen skaber en lydrejse gennem forskellige steder og lydmiljøer verden over. Værket udgives på OISTAT Sound Design Sub-Commissions SoundCloud på World Listening Day den 18. juli 2026.

Hvem kan deltage?

OISTAT inviterer medlemmer, kolleger, venner og samarbejdspartnere til at bidrage. Optagelsen skal:

  • være en feltoptagelse fra dit lokalområde,
  • vare præcis 2 minutter,
  • være optaget i én sammenhængende optagelse,
  • være uden redigering eller efterbehandling.

Frist for indsendelse er den 17. juli 2026. Læs mere formkrav og tilmelding her.

Danske Scenografer i OISTAT

Danske Scenografer er medlem af OISTAT (International Organisation of Scenographers, Theatre Architects and Technicians) og følger arbejdet i organisationens faglige kommissioner tæt.

Vi er samtidig stolte af, at Magnus Hansen, lyddesigner og bestyrelsesmedlem i Danske Scenografer, er en del af OISTAT Sound Design Sub-Commission som Vice Chair, som står bag initiativet.

Danske Scenografer deltager desuden på Prague Quadrennial 2027 (PQ 2027) med en dansk stand, kurateret af Julie Forchhammer og David Gehrt.

Vi vil derfor særligt opfordre vores medlemmer, der arbejder med lyddesign, til at læse mere om projektet og overveje at deltage.

På vores hjemmeside kan du også læse om mulighederne for at søge støtte til internationale aktiviteter og deltagelse. Du kan finde informationen her.