Danske Scenografer er medlem af ASSITEJ Danmark, som sammen med Teatercentrum indsamler oplysninger om danske scenekunstneriske aktiviteter for børn og unge i udlandet i sæson 2025/26.
Formålet er at skabe et samlet overblik over danske scenekunstaktiviteter på den internationale scene. Statistikken bidrager med vigtig viden om områdets omfang og udvikling og er med til at synliggøre det internationale arbejde, som udføres af kunstnere, kompagnier, teatre og organisationer.
Hvem skal indberette?
ASSITEJ Danmark og Teatercentrum opfordrer alle teatre, organisationer og individuelle fagfolk, der arbejder med scenekunst for børn og unge, til at udfylde skemaet.
Det gælder også medlemmer af Danske Scenografer, der arbejder med forestillinger, projekter, workshops eller andre aktiviteter målrettet børn og unge – uanset om arbejdet foregår som selvstændig, gennem eget kompagni eller i anden organisatorisk sammenhæng.
Har du ikke haft aktiviteter i udlandet i sæson 2025/26, bedes du også udfylde skemaet. I så fald tager besvarelsen under ét minut.
Hvilke aktiviteter skal indberettes?
Der indsamles blandt andet oplysninger om:
- Workshops
- Foredrag
- Seminarer
- Paneldebatter
- Pitch-arrangementer
- Andre faglige aktiviteter i udlandet
Aktiviteter, der har fundet sted online med et publikum uden for Danmark som primær målgruppe, skal også indberettes.
Bemærk, at aktiviteter gennemført på vegne af og aflønnet af et dansk teater normalt indberettes af teatret selv.
Hvorfor er statistikken vigtig?
Jo bedre dokumentation der findes for danske scenekunstneres internationale aktiviteter, desto stærkere står området i dialogen med fonde, myndigheder og samarbejdspartnere. Statistikken er derfor et vigtigt redskab til at synliggøre den internationale rækkevidde og betydning af dansk scenekunst for børn og unge.
Fristen for indberetning er 31. august 2026. Har du spørgsmål, kan du kontakte ASSITEJ Danmark på info@assitej.dk.









