Efterårets kursusprogram er nu på plads, og vi glæder os til endnu en sæson med faglig fordybelse, inspiration og netværk på tværs af scenografiens mange fagligheder.
Vi håber at se mange medlemmer til efterårets arrangementer – både nye og erfarne medlemmer og på tværs af alle faggrupper. Vores ambition er at skabe et kursusprogram, der både styrker de faglige kompetencer, giver nye perspektiver og bidrager til fællesskabet i Danske Scenografer. På hjemmesiden kan du få det fulde overblik over efterårets aktiviteter.
Den 4. september kan du blive klogere på AI i scenografiske processer. Vi gentager nemlig successen fra sidste år, hvor underviser Morten Rockford Ravn til et online webinar, vil guide medlemmer i brug af AI i scenografi. På webinaret fokuserer vi på anvendelse af AI-teknikker inden for scenografisk konceptualisering og design. Du får eksempler fra virkelige projekter og inspiration til, hvordan AI kan berige din arbejdsproces. Læs mere her.
Den 23. september inviterer vi til en særlig rundvisning på Louisiana i udstillingen Remedios Varo, hvor udstillingsscenograf og bestyrelsesmedlem Anne Schnettler viser udstillingen frem og fortæller om de scenografiske overvejelser bag udstillingsdesignet. Læs mere her.
Den 5. oktober sørger Stefan Kaplan for at give dig superkræfter med AI i SketchUp. Her dykker I ned i de mange nye muligheder for at visualisere, søge og optimere vha. flere nye AI-værktøjer i SketchUp 2026. Læs mere her.
Den 10. og 12. november fokuseres der intensivt på digitalt håndværk med kursus i Procreate. I dykker ned i penslernes verden og får styr på organisering og egenskaber, ligesom I tager også et grundigt kig på lag og masker – og arbejder intenst med tekstur og stoflighed. Læs mere her.
Hjælp os med at udvikle kursusprogrammet
Selvom efterårets program er på plads, vil vi fortsat meget gerne høre fra jer. Tidligere på året efterlyste vi medlemmernes ønsker til kommende kurser – blandt andet om der er interesse for Blender og Vectorworks, og hvordan vi bedst kan understøtte behovet for kompetenceudvikling i Adobe-programmerne.
Vi har fortsat fokus på at udvikle kurser med specialistviden og faglig fordybelse, og derfor er dine input vigtige for planlægningen af kommende kursusforløb. Læs den tidligere nyhed her.
Vi glæder os til et spændende efterår og håber at se mange af jer til vores arrangementer!









