I dag er programmet til årets Kulturmøde på Mors offentliggjort, og vi glæder os til endnu engang at møde medlemmer, samarbejdspartnere, politikere og kolleger fra hele kulturbranchen i Nykøbing Mors den 20.-22. august. Kulturmødet er Danmarks samlingssted for samtalen om kunst og kultur og byder hvert år på flere hundrede arrangementer, debatter, kunstoplevelser og møder på tværs af fagligheder og sektorer. Derfor er det også vigtigt, at vi er synligt repræsenteret og tilstede!
Det fulde program kan nærstuderes lige her.
I år har Danske Scenografer valgt en lidt anden tilgang end tidligere. Hvor mange organisationer deltager med talks, paneldebatter og oplæg, har vi valgt at fokusere på synlighed, nærvær og mødet med de mange besøgende. Målet er at skabe endnu større opmærksomhed om de fagligheder, vi repræsenterer, og om scenografers, production designers, kostumedesigneres, lysdesigneres, lyddesigneres og videodesigneres betydning for kunst- og kulturlivet.
Kom og se giraffen – og vær med i samtalen
På Kulturmødet 2026 inviterer Danske Scenografer til arrangementet “Kom og se giraffen – en performance lecture”, hvor vi sætter fokus på de fagligheder, der er med til at forme publikums oplevelser på scener, i film, på tv og i museernes rum.
Vores medlemmer arbejder i krydsfeltet mellem kunst og virkelighed. Vi skaber rum, stemninger, fortællinger og oplevelser, som publikum træder ind i – ofte uden at tænke over, hvem der står bag. Vores arbejde er afgørende for kulturlivet, men vores arbejdsvilkår adskiller sig ofte markant fra resten af arbejdsmarkedet.
Derfor har vi valgt giraffen som omdrejningspunkt for årets indslag. Giraffen har overblik, mod og et stort hjerte. Den ser langt og bidrager med noget særligt – men den kan også have svært ved at komme ind ad de døre, som andre går igennem uden at tænke over det. På samme måde oplever mange kunstnere og designere et arbejdsliv præget af barrierer, usikre ansættelser og uforudsigelige indkomster, selvom deres arbejde skaber værdi langt ud over kunstens egne rum.
Gennem en performance lecture og en åben samtale ønsker vi at sætte fokus på både styrkerne og udfordringerne i vores fag. For når de kreative fag får ordentlige vilkår, bliver kunsten, kulturen og oplevelserne bedre.
Vi håber, at mange vil kigge forbi, opleve giraffen på tæt hold og være med i samtalen om de mennesker, der skaber de rum og fortællinger, som kulturlivet bygger på. Du finder os på Musikværket Sal 2, KulturPladsen, torsdag den 20. august kl. 19.00 – 20.00. Læs mere om Danske Scenografers indslag her.









