Kursusudvalget er i fuld gang med at planlægge Danske Scenografers kursus- og aktivitetsprogram for andet halvår af 2026, og programmet er lige på trapperne. Vi opfordrer derfor alle medlemmer til at holde øje med hjemmesiden og medlemsnyt, hvor vi løbende offentliggør nye kurser, arrangementer og medlemsaktiviteter.
Har du idéer til kurser, faglige arrangementer eller medlemsaktiviteter, vil vi meget gerne høre fra dig! Du er altid velkommen til at sende forslag til ds@scenograf.dk.
Vi oplever ofte, at gode idéer opstår blandt medlemmerne, og vi opfordrer derfor til, at man – hvis muligt – undersøger interessen blandt kolleger på forhånd. Hvis flere medlemmer allerede har tilkendegivet interesse for et kursus eller en aktivitet, bliver det lettere for os at planlægge og gennemføre tilbud, som får den nødvendige opbakning.
Blender og Vectorworks – er der interesse?
Flere medlemmer har efterspurgt et kursus i Blender, og vi vil derfor gerne høre fra jer, hvor stort behovet er.
Derudover har et medlem foreslået et kursus i Vectorworks som fælles tegneredskab. Her vil vi også gerne have et bedre indtryk af, hvor mange medlemmer der anvender programmet i dag, og hvor stor interessen er for et kursusforløb.
Hvis du har interesse i et kursus i Blender eller Vectorworks, hører vi meget gerne fra dig.
Hvad med Adobe og InDesign?
Der har også været ønsker om kurser i Adobe-programmer, herunder også InDesign.
Da der allerede findes et meget omfattende udvalg af gratis vejledninger, videoer og undervisningsmateriale til de grundlæggende funktioner i Adobe-programmerne, vil vi i første omgang henvise til disse ressourcer.
Vi forsøger generelt at målrette vores kursustilbud mod specialistviden og faglig fordybelse, som ikke nødvendigvis er let tilgængelig andre steder. Derfor vil vores fokus som udgangspunkt være på mere specialiserede kompetencer frem for introduktionskurser til de enkelte Adobe-programmer.
Hvis du ønsker at komme i gang med Adobe-programmerne, anbefaler vi bl.a. Adobe Hjælpecenter. Når du har fået styr på det grundlæggende, findes der desuden et stort udvalg af gratis tutorials og kurser på YouTube.
Vi glæder os til at høre jeres input og til at præsentere efterårets kursusprogram.









