DANSKE SCENOGRAFER

EN

Nyt regeringsgrundlag sender positive signaler til kunst- og kulturlivet

Den nye firkløverregering har offentliggjort sit politiske grundlag, og hos Danske Scenografer ser vi flere positive takter for kunstnere, kulturskabere og kulturarbejdere. Regeringsgrundlaget indeholder ikke alle de konkrete løsninger, vi kunne ønske os, men det anerkender kulturens betydning for demokratiet, fællesskabet og samfundets sammenhængskraft på en måde, som giver et godt afsæt for de kommende års kulturpolitik.

For Danske Scenografer er det særligt positivt, at flere af de områder, vi selv har arbejdet målrettet med de seneste år, nu ser ud til at være rykket højere op på den politiske dagsorden.

Kultur og kunst som samfundsbærende kraft

I regeringsgrundlaget beskrives kunst og kultur som en “hjørnesten i det danske samfund og for vores folkestyre”. Regeringen understreger samtidig, at kulturen skaber fællesskab, styrker demokratiet og bidrager til den sociale sammenhængskraft.

Det er en vigtig anerkendelse af den rolle, som vores medlemmer spiller hver eneste dag. Scenografer, production designere, kostumedesignere, lysdesignere, lyddesignere, videodesignere og mange andre faggrupper er med til at skabe de kunstneriske oplevelser og fortællinger, der binder samfundet sammen.

For Danske Scenografer er det afgørende, at denne anerkendelse også omsættes til konkrete investeringer i kunstnerisk kvalitet, ordentlige arbejdsvilkår og bæredygtige rammer for professionel kunstproduktion.

Fremskridt for kombinatører og barselsrettigheder

Et af de områder, hvor Danske Scenografer gennem længere tid har engageret sig aktivt, er barselsvilkårene for vores medlemmer – de såkaldte ‘kombinatører’, ‘freelancere’, ‘atypisk beskæftigede’ – kært barn har mange navne.

Mange af vores medlemmer kombinerer lønmodtagerarbejde, honorararbejde og selvstændig virksomhed. Det nuværende barselssystem er i høj grad indrettet til enten lønmodtagere eller selvstændige, hvilket betyder, at mange kunstnere falder mellem to stole.

Derfor glæder vi os over, at spørgsmålet om kombinatørers vilkår har fået betydelig politisk opmærksomhed i forbindelse med regeringsdannelsen. Kort før regeringsforhandlingerne var vi over 20 organisationer på tværs af kultur-, service- og iværksætterområdet sammen om et fælles opråb om lige barselsrettigheder.

Danske Scenografer har selv været aktivt involveret i dette arbejde gennem vores samarbejde i kunstnerorganisationerne og alliancen bag opråbet. Det kan du læse mere om her.

Vi ser frem til at følge regeringens arbejde tæt og fortsætte presset for, at kombinatører får samme grundlæggende rettigheder som andre på arbejdsmarkedet.

Scenekunstreformen skal nu omsættes til virkelighed

Et andet område, som har stor betydning for vores medlemmer, er den kommende implementering af scenekunstreformen.

Danske Scenografer har gennem hele reformprocessen arbejdet for, at kunstnerisk kvalitet, faglig bæredygtighed og gode arbejdsvilkår bliver en integreret del af reformens udmøntning. Nu begynder det vigtige arbejde med at omsætte de politiske ambitioner til konkrete ordninger og prioriteringer.

Her vil vi fortsat arbejde for ordentlige produktionsvilkår, stærkere kunstnerisk udvikling, bedre muligheder for kompetenceudvikling, respekt for ophavsrettigheder og kunstneriske bidrag samt bæredygtige karriereveje i scenekunsten.

Vi har tidligere sendt konkrete forslag til kulturministeren om udmøntning af reformen og haft debatindlæg i Altinget. Læs mere om det her.

Tæt kobling til Danske Scenografers strategiske indsatsområder

Regeringsgrundlaget berører flere af de områder, som allerede er centrale i Danske Scenografers strategiske arbejde.

Blandt vores egne strategiske indsatsområder er blandt andet:

  • styrkelse af arbejdsvilkår
  • rettighedspositionering
  • overenskomster, rammer og standarder
  • faglig udvikling og kompetenceudvikling
  • styrkelse af faglige fællesskaber

Samtidig viser vores egen arbejdslivsundersøgelse, at mange medlemmer arbejder på tværs af ansættelsesformer, projektansættelser og selvstændig virksomhed. Netop derfor er spørgsmål om sociale rettigheder, barsel, kontraktvilkår og kunstnerøkonomi helt centrale for vores medlemmer.

Vi følger arbejdet tæt

Et regeringsgrundlag er først og fremmest en politisk retningserklæring. Det afgørende bliver nu de konkrete initiativer, lovforslag og aftaler, som følger.

Danske Scenografer vil fortsat arbejde aktivt for, at kunstnere og kulturarbejdere bliver tænkt ind, når de politiske ambitioner skal omsættes til praksis.

Vi glæder os over de positive signaler i regeringsgrundlaget – og ser frem til at fortsætte arbejdet for bedre vilkår for vores medlemmer og et stærkt dansk kunst- og kulturliv.