Danske Scenografer er sammen med en bred kreds af organisationer på tværs af kunst- og kulturlivet gået sammen om kampagnen Husk Kulturen. Formålet er at minde politikerne om, at kultur ikke er et luksusområde eller noget, der kan tilføjes til sidst. Kultur er en grundlæggende del af et demokratisk samfund og af den sammenhængskraft, der binder os sammen.
Netop nu bliver de store politiske prioriteringer lagt fast under regeringsforhandlingerne. Hvis kulturen ikke tænkes ind fra begyndelsen, risikerer området igen at blive nedprioriteret senere.
Kultur skaber fælles referencer, refleksion og plads til forskellige perspektiver. Det gælder også scenekunsten og de visuelle fagligheder, som er med til at forme de fortællinger og rum, publikum møder i teatre, film, tv-serier, udstillinger og det offentlige rum.
“Kultur er ikke pynt på samfundet. Kultur er med til at skabe den sammenhængskraft, demokratiske forståelse og fælles identitet, som et moderne samfund bygger på. Derfor er det afgørende, at kulturens skabende fagligheder bliver tænkt ind politisk – også når det gælder arbejdsvilkår, rettigheder og bæredygtige karriereveje i branchen.”
— Carsten Burke Kristensen
I Danske Scenografer arbejder vi blandt andet strategisk med (læs indsatsområderne her):
- bedre arbejdsvilkår og bæredygtige arbejdsliv
- styrkelse af kunstneriske rettigheder
- udvikling af faglige fællesskaber og talentmiljøer
- synlighed og forståelse for de scenografiske fagligheder
For kulturen bæres ikke alene af institutioner og scener, men også af de mennesker, der skaber værkerne.









