DANSKE SCENOGRAFER

EN

Ønsker til vores kommende kulturminister

Kære kommende kulturminister

Velkommen til et af landets vigtigste ministerier.

Kulturens ministerium er ikke blot et sted for forvaltning, men for visioner, mod og langsigtede beslutninger, der former vores fælles fortællinger og demokratiske samtale.

I den forgangne periode har samarbejdet mellem Kulturministeriet og scenekunstens fagmiljøer vist, hvad der er muligt, når dialog, faglighed og ambitioner går hånd i hånd. Arbejdet med bl.a. scenekunstreformen har skabt et momentum, som ikke må gå tabt. Vi appellerer til, at de centrale agendaer, der blev arbejdet med op tilvalget, genoptages og føres i mål.

Prioriteret indsatser

  • Få scenekunstreformen i mål – med fokus på kompetencer. Scenekunstens arbejdsmarked er projektbaseret. Det betyder, at mange kunstnere ikke har adgang til efteruddannelse, selvom kravene til kompetenceudvikling stiger markant. Vi har derfor brug for en målrettet kompetencepulje, der sikrer adgang til efteruddannelse inden for bl.a. bæredygtighed og nye teknologier og AI.
  • Statslige rammer skal understøtte – ikke modarbejde – praksis. I dag oplever vi for eksempel, at statslige styrings- og personalerammer ikke matcher den projektbaserede virkelighed på Det Kongelige Teater. Vi har brug for, at ministeriet ser på, hvordan rammerne kan give plads til realistiske aftaler og dermed tidssvarende arbejdsvilkår.
  • Fastholde fokus på ordentlige arbejdsvilkår i hele værdikæden. Gennem vores arbejde – bl.a. i Barselsalliancen – har vi peget på, hvordan eksisterende systemer ikke fungerer for atypisk beskæftigede kunstnere. Vi opfordrer til, at kulturpolitikken fortsat tænker i hele arbejdsliv og ikke kun produktion.

En fælles opgave

Vi er meget bevidste om, at kunst- og kulturbranchen er kompleks og mangfoldig – og at det kan være vanskeligt at navigere i vores mange forskellige aktører og stemmer.

Derfor arbejder vi i Danske Scenografer aktivt med at styrke branchens fælles perspektiver – bl.a. gennem en igangværende fremtidsgruppe.

Samtidig har vi – i fællesskab med andre udøvende og skabende kunstnere – allerede peget på et fælles fundament for dansk kulturpolitik i forbindelse med det kommende regeringsgrundlag. Her er der bred enighed om behovet for bl.a. bedre rammer for et arbejdsmarked præget af freelancere og projektansættelser og en aktiv stillingtagen til kunstig intelligens og dansk kulturproduktion.

Vores medlemmer, scenografer, lysdesignere og andre kunstnere spiller en central rolle i udviklingen af dansk scenekunst. Hvis rammerne ikke følger med, svækkes rekrutteringen og på sigt kvaliteten i dansk kulturproduktion.

Danske Scenografer står klar til at bidrage konstruktivt til det videre arbejde – med konkrete erfaringer og løsninger fra praksis. Vi ser meget frem til et fortsat udviklende og konstruktivt samarbejde.

Med venlig hilsen

Danske Scenografer