DANSKE SCENOGRAFER

EN

Din pension er vigtig at forholde sig til!

Næsten alle Danske Scenografers medlemmer arbejder som kombinatører – med skift mellem A-indkomst, B-honorar og/eller egen virksomhed.

Det kan give fleksibilitet, men det betyder også én ting:  du har ikke nødvendigvis en arbejdsgiver, der automatisk indbetaler til din pension. Derfor er det afgørende, at du selv forholder dig aktivt til din pensionsopsparing og de forsikringsmuligheder, der hører med.

24 ud af 118 medlemmer har i nyeste medlemsundersøgelse svaret, at arbejdsvilkår og kontraktforhold, herunder den dårlige løn, ingen fastansættelser, barsel, forsikring eller  pension, er det  værste/sværeste ved sit job. 19 procent af vores medlemmer har ingen pensionsopsparing, mens 36 procent selv indbetaler løbende til sin pensionsopsparing. Det er hele 34 procent ud af de 19 procent, der ikke har en pensionsopsparing, som er selvstændige/freelancere (fx B-honorar).  I seneste store medlemsundersøgelse kan du få et godt indblik i medlemmernes arbejdsliv.

Hvorfor det er vigtigt?

Som scenograf, lyddesigner eller anden skabende fagperson i kunst- og kulturbranchen kan din indkomst variere over året. Det stiller særlige krav til din pensionsopsparing.

Vi anbefaler derfor, at du:

  • Indbetaler til pension hver måned – også mellem jobs
  • Lægger til side i perioder med høj indkomst
  • Sørger for kontinuitet i dine indbetalinger

Pension er mere end opsparing

Når du indbetaler til pension via vores samarbejde med PFA, følger der en række vigtige forsikringer med:

  • Dækning ved tab af erhvervsevne
  • Udbetaling ved kritisk sygdom
  • Livsforsikring til dine nærmeste

Der er også mulighed for at tilkøbe privat helbredssikring med hurtig adgang til behandling.

Dækning af forsikringer op til 3 måneder efter sidste indbetaling

Hvis dine indbetalinger stopper (fx når en ansættelse på fiktionsoverenskomsten ophører), ophører forsikringsdækninger typisk efter 3 måneder. Hvis du selv indbetaler hver måned, sikrer du, at forsikringerne gælder hele tiden.

Vi har samlet svarene for dig i en FAQ

Vi ved, at pension kan være komplekst – især i et arbejdsliv som dit. Derfor har vi sammen med PFA udarbejdet en FAQ om pension, baseret på de spørgsmål, vi oftest får fra medlemmer.

Her kan du bl.a. læse om:

  • hvordan du kommer i gang
  • hvilke pensionsformer der findes
  • hvad du gør mellem projekter
  • hvordan dine forsikringer fungerer

Læs den fulde FAQ – og mere om pension – her på hjemmesiden.

Kort sagt (det vigtigste)

  • Du har ikke nødvendigvis automatisk pension – du skal selv sikre den
  • Indbetal hver måned (også mellem jobs)
  • Hold øje med 3-måneders reglen for forsikringer
  • Brug PFA aktivt – det er en medlemsfordel

Arrangement på vej: Pension for freelancere

Vi ved, at mange efterspørger mere viden. Derfor planlægger vi et større arrangement i juni, målrettet freelancere i kunst- og kulturbranchen. Her vil specialister uddybe de særlige udfordringer, give konkrete løsninger og svare på spørgsmål.  Mere info følger snart.

Du kan altid kontakte PFA og få rådgivning, der er tilpasset din situation som kombinatør. Læs mere her, hvor du også finder kontaktoplysninger.