Danske Scenografer har i dag udgivet et debatindlæg i Kulturmonitor.
Indlægget er udtryk for, at vi bakker fuldt op om det opgør, som Dansk Filmklipperselskab og Dansk Filmfotograf Forbund har taget initiativ til på dokumentarområdet. Det kan du bl.a. læse om her.
Ordet ’opgør’ lyder hårdt, men er desværre rammende for indsatsen, når invitation til dialog om fælles løsninger ikke er blevet imødekommet. Det er derfor et nødvendigt og længe ventet skridt.
Når vi ikke selv står som initiativtagere, skyldes det ikke uenighed, men en strukturel realitet: På dokumentarproduktioner er det qua genren i mindre omfang scenografer og production designere, der hyres ind til at skabe det visuelle udtryk.
Ikke desto mindre er det vigtigt at slå fast, at sagen ikke kun vedrører klippere og fotografer. Den vedrører hele det skabende lag i branchen – også vores medlemmer, når de arbejder på dokumentarfilm.
Danske Scenografer er helt enige i Dansk Filmklipperselskabs og Dansk Filmfotograf Forbunds centrale krav:
• At der skal være klare og ensartede minimumssatser
• At buy-outs ikke må erstatte løbende betaling for rettighedsudnyttelse
• At ophavsretlige principper – herunder rimelig betaling jf. ophavsretsloven – respekteres
• At der etableres klare rammer for brug af kunstnerisk arbejde i relation til ai (kunstig intelligens)
Det handler i bund og grund om noget helt basalt: At skabende kunstnere skal have fair betaling – både for deres arbejde og for den værdi, deres værker skaber over tid.
Vores nyeste medlemsundersøgelse, udarbejdet i samarbejde med Kulturens Analyseinstitut, viser, at 39 procent af vores medlemmer oplever kontraktforhandlinger som en psykisk belastende faktor i deres arbejdsliv.
Det er markant, og det hænger direkte sammen med den nuværende situation, hvor forhandlinger foregår projekt for projekt – ofte gennem lange mailforløb uden klare standarder.
Den eksisterende dokumentarfilm-overenskomst bidrager ikke til at skabe klarhed eller tryghed. Tværtimod. Det er ganske enkelt ikke rimeligt at placere det ansvar hos den enkelte kunstner.









