DANSKE SCENOGRAFER

EN

Tillykke til alle nominerede og vindere ved Bodilprisen 2026

Danske Scenografer ønsker et stort tillykke til alle nominerede og vindere ved årets Bodilpris. Det er altid en glæde at se filmkunstens mange fagligheder blive hyldet – og i år var der heldigvis også stærk synlighed omkring production design og scenografi som fag.

En særlig varm lykønskning går til Josefine Else Larsen, som modtog Årets Bahs Pris for sit production design på filmen ‘Det andet offer’. Hos Danske Scenografer er vi ekstra stolte, da Josefine også er bestyrelsesmedlem i foreningen og dermed repræsenterer faget både kunstnerisk og organisatorisk.

Prisen blev overrakt af hendes bestyrelseskollega, ven og kollega Gustav Pontoppidan, som i sin præsentation kort, men præcist, satte ord på production designerens mangefacetterede rolle i filmproduktionen. Han fremhævede blandt andet, hvordan faget spænder bredt – fra budgetansvar og koordinering på tværs af afdelinger til den kunstneriske vision, scenografi og farveunivers, der er med til at skabe filmens visuelle identitet.

Det var en smuk påmindelse om, hvor central production designerens rolle er i arbejdet med at omsætte manuskript og instruktion til et levende filmisk rum.

Bahs-statuetten er designet af kunstneren Louise Hindsgavl.

Synlighed omkring faget

Også i kategorien Årets Talent var en production designer blandt de nominerede. Det glæder os meget at se, at faget i stigende grad får synlighed, opmærksomhed og anerkendelse i filmbranchen.

Production design er en afgørende kunstnerisk disciplin i film – og det er inspirerende at opleve, hvordan nye generationer af scenografer og production designere fortsætter med at udvikle og styrke faget.

Endnu en gang stort tillykke!

Danske Scenografer sender et stort tillykke til:

  • alle nominerede ved Bodilprisen 2026
  • alle årets vindere
  • og ikke mindst til Josefine Else Larsen for den flotte og velfortjente Bahs Pris.

Vi glæder os til at følge de mange spændende projekter fra både etablerede og nye kræfter i dansk film.