Danske Scenografer deltog i ARTSCENICOs generalforsamling 2025, som i år blev afholdt i Paris og samlede repræsentanter fra 12 europæiske lande og 16 forbund. Organisationen arbejder for bedre arbejdsvilkår, fair honorering, bæredygtighed og styrkelse af scenografi- og kostumefagenes position i Europa.
Danske Scenografer er repræsenteret i ARTSCENICO ved Peter De Neergaard og Jacob Stig Olsson. I år deltog Jacob Stig Olsson på generalforsamlingen, hvor han også bragte en række centrale danske perspektiver ind i drøftelserne om branchens fremtid.
Programmet bød bl.a. på besøg hos Costume House Alliance og La Ressourcerie du Cinéma, som arbejder med cirkulær produktion og genanvendelse af materialer, samt paneldebatter om arbejdskultur, økonomi og menneskelige vilkår i filmbranchen. Generalforsamlingen førte desuden til etableringen af nye internationale arbejdsgrupper med fokus på bl.a. arbejdsmiljø, rettigheder, sundhed og bæredygtighed.
Fra dansk side blev der særligt peget på:
- det markante fald i produktioner inden for film og tv i store dele af Europa
- usikre jobmuligheder for production designere og scenografer
- behovet for styrket beskyttelse af ophavsret og rettighedsbetaling – særligt i relation til streaming og digital udnyttelse
- udfordringer med AI, arbejdsmiljø, barselsvilkår og mental sundhed i kreative karrierer
Der var bred genklang for behovet for, at ARTSCENICO fremover markerer sig tydeligere som international aktør for production designere og kostumedesignere – både som fagligt fællesskab, kompetenceplatform og politisk stemme i den europæiske film- og tv-branche.
Som et konkret resultat blev det bl.a. aftalt at tage initiativ til et nordisk samarbejde om at kortlægge, hvordan statsstøttede produktioner i stigende grad flyttes ud af Norden – og hvordan dette kan adresseres politisk.
Årets generalforsamling viste både stor vilje til samarbejde og forandring – men også et fælles alvorligt billede af en branche under pres. I den kontekst spiller ARTSCENICO en stadig vigtigere rolle for at styrke vores fag, vores vilkår og vores fælles europæiske stemme.
Læs også vores nyhed fra ARTSCENICOs generalforsamling 2024 om bæredygtighed og arbejdsvilkår.
Foto: Jacob Stig Olsson














