DANSKE SCENOGRAFER

Status på PQ 2027: Positive samarbejder og deltagelse i symposium

Arbejdet med den danske deltagelse i Prague Quadrennial 2027 skrider godt frem. I sidste uge har kuratorgruppen (Julie Forchhammer og David Gehrt) haft et meget positivt møde med medarbejdere fra Det Kongelige Teater, som arbejder med teatrets modulsystem og bæredygtighed.

Der var stor gensidig interesse for et muligt samarbejde omkring PQ 2027, og Det Kongelige Teater udtrykte både begejstring og anerkendelse af dialogen – særligt i forhold til bæredygtighedstilgangen og det modulære system, uniframe. Mødet fungerede som en indledende præsentation og forventningsafstemning, og de konkrete former for et eventuelt samarbejde er endnu ikke fastlagt. Kuratorgruppen ser dog et klart potentiale i at arbejde videre med modulsystemet som et grundelement i udstillingen – enten som struktur eller som selvstændigt værk.

I relation til symposiet Performing Exhibitions, Curating Scenographies i april 2026 deltager Danske Scenografer med en mindre delegation. Der er på nuværende tidspunkt ikke planlagt oplæg fra gruppen under symposiet, men erfaringerne og kompetencerne – bl.a. fra internationalt arbejde med Theatre Green Book samt drøftelser om ophavsret i forbindelse med bæredygtighed – peger på oplagte bidrag i forbindelse med selve PQ 2027-udstillingen.

Kuratorgruppen vil fortsat orientere løbende om processen og kommende skridt i arbejdet frem mod PQ 2027.