DANSKE SCENOGRAFER

Lige adgang til barsel for alle – ny bred alliance i opråb

I dag har Danske Scenografer sammen med 20 andre kunst- og kulturorganisationer udsendt en fælles pressemeddelelse, der kræver politisk handling for at sikre ret til barsel for også kunstnere, kulturarbejdere og andre med kombinerede indkomstformer. En stor del af denne arbejdsstyrke falder i dag uden for barselssystemet, selv om de arbejder, betaler skat, sociale bidrag og bidrager til samfundsøkonomien på lige fod med andre. DR har allerede bragt en artikel på den baggrund, som du kan læse her.

Problemet er velkendt: Barselssystemet er indrettet til et arbejdsmarked, hvor man enten er lønmodtager eller selvstændig. Men sådan arbejder store dele af kulturbranchen ikke længere. Mange kombinerer lønarbejde, honorararbejde og selvstændig virksomhed – og når systemet ikke kan lægge indkomsterne sammen, mister ellers berettigede kunstnere og kulturarbejdere retten til barselsdagpenge.

Forperson Carsten B. Kristensen udtaler: “Samarbejdet i barselsalliancen har tydeliggjort med hvor stor ulighed vores medlemmer – de ‘atypisk beskæftigede’ – behandles. Og samarbejdet er derfor et stort og nødvendigt skridt mod at sikre samme rettigheder som resten af arbejdsmarkedet og skabe ordnede forhold i de kreative brancher.”

250.000 danskere står i risiko – kulturbranchen rammes særligt hårdt

Ifølge Arbejdskraftundersøgelsen 2023 har op mod otte procent af den danske arbejdsstyrke flere samtidige beskæftigelsesformer. Det svarer til cirka 250.000 personer. I kulturbranchen er denne type arbejdspraksis særlig udbredt, hvilket betyder, at en stor gruppe kreative fagfolk står uden adgang til barsel, alene fordi deres indkomst er sammensat på en anden måde end i traditionelle jobfunktioner. Det rammer både retssikkerheden, ligebehandlingen og i sidste ende også branchens talentudvikling og diversitet.

Undersøgelser viser desuden, at dårlige barselsvilkår i særlig grad rammer kvinder i de kunstneriske fag og øger den allerede ulige kønsbalance. Det er derfor ikke alene et socialt og arbejdsmarkedsmæssigt spørgsmål – det er også et ligestillingsspørgsmål.

Alliancens forslag til fire forbedringer, der skal sikre lige vilkår

  1. Ret til barsel skal baseres på samlet arbejdstid: Vi foreslår, at der gives ret til barselsdagpenge på baggrund af en samlet beregning af arbejdstid på tværs af lønmodtagerarbejde, honorarbaseret arbejde og selvstændig virksomhed. Derudover skal udregningsperioden kunne forlænges.
  2. Kravet om ansættelse på første orlovsdag skal lempes: Vi foreslår, at kravet om ansættelse på første orlovsdag lempes, hvis man lever op til beskæftigelseskravet i den samlede beregning.
  3. Barselsdagpenge udregnes af den samlede indkomst: Vi foreslår, at opfyldelsen af beskæftigelseskravet, efter ovenstående ændring, giver ret til beregning af barselsdagpengesats baseret på den samlede indtægt, dvs. både lønindtægt (timer), honorarer (omregnede timer) og overskud af selvstændig virksomhed.
  4. Lige adgang til løsning af nødvendige opgaver uden modregning i barselsdagpenge: Vi foreslår, at kombinatører på lige fod med selvstændige får mulighed for at arbejde 3,5 time/ugen uden modregning.

Danske Scenografers rolle i alliancen

Som fagforening for atypisk beskæftigede scenografer, lysdesignere, production designere m.fl. ved vi, hvor afgørende det er, at lovgivningen afspejler virkeligheden. Vi arbejder derfor aktivt videre i alliancen for at sikre ligestilling og retssikkerhed for de mange kunstnere og kulturarbejdere, der i dag falder mellem to stole.

Vi ser alliancearbejdet som et vigtigt skridt mod et mere retfærdigt arbejdsmarked, hvor kunstnere og kreative fagfolk har adgang til barsel på samme vilkår som andre. Evalueringen af barselslovgivningen er i gang netop nu, og vi forventer, at politikerne griber muligheden og skaber den nødvendige forandring.

Organisationer i alliancen

Autor, Billedkunstnernes Forbund (BKF), Dansk Artist Forbund, Dansk Forfatterforening, Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, Dansk Komponistforening (DKF), Dansk Kulturliv, Dansk Kunstnerråd, Dansk Live, Dansk Musiker Forbund, Dansk Scenekunst, Dansk Skuespillerforbund, Danske Forlag, Danske Scenografer, Danske Sceneinstruktører, DPA (Danske Populær Autorer), IFPI, Koda, Musikforlæggerne, Foreningen Musikbevægelsen af 2019 og Producentforeningen.