Fair Practice Scenekunstprisen blev første gang uddelt i 2024. Igen i år har vi fornøjelsen af at hylde en vinder til prisen.
Der er nu åben for indstillinger – og Danske Scenografer er igen i år medarrangør af denne vigtige pris sammen med Uafhængige Scenekunstnere, Danske Sceneinstruktører, Dansk Kunstnerråd, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Artist Forbund.
Prisen hylder de teatre og scener, der skaber fair, gennemsigtige og bæredygtige samarbejder med kunstnere og kompagnier i det frie felt. Med afsæt i idéerne fra den hollandske Fair Practice Code fungerer prisen som en slags “svanemærkning for kulturen” – et signal om høj kvalitet, ordentlighed og ansvarlighed i co-produktioner.
Som fagforening for landets scenografer, lysdesignere og andre faggrupper på scenekunstområdet er vi stolte af at stå bag prisen, og vi opfordrer alle medlemmer – og alle andre i scenekunstbranchen – til at indstille de scener og teatre, der gør en reel forskel gennem fair samarbejder.
Hvis du har arbejdet med en scene eller et teater, der udviser god praksis, fair vilkår, transparens, solidaritet og respekt for kunstnerisk proces og arbejdsliv, så send en kort indstilling og begrundelse til: bestyrelsen@scenekunstnere.dk.
Der er deadline for fremsendelse af indstillinger den 1. december 2025.
Prisoverrækkelsen finder sted den 12. december kl. 14-16 på Thoravej 26, Københavns Nordvest kvarter – kom og vær med!
Kort om prisen
- Prisen uddeles af en jury udpeget af de seks brancheorganisationer.
- Sidste år gik prisen til DYNAMO – scene og arbejdsrum for nycirkus, mens Bora Bora og Warehouse9 modtog særlige fremhævelser.
- Prisen gives til en scene eller et teater, der efter størrelse og evne arbejder efter Fair Practice-værdierne: bæredygtighed, diversitet, transparens, solidaritet og tillid.









