Danske Scenografer er medafsender på et debatindlæg i Kulturmonitor, hvor vi sammen med Danske Sceneinstruktører og Uafhængige Scenekunstnere sætter fokus på, hvordan de ekstra midler i scenekunstreformen bedst kan anvendes til gavn for kunsten og de kunstneriske fag.
Scenekunstreformens ekstra årlige 60 mio. kr. er et historisk løft, som nu er besluttet på finansloven. Det er vi lykkelige for! Nu arbejdes der så på alle fronter for at fokusere på, hvordan pengene skal forvaltes og fordeles, så de kommer hele scenekunsten til gavn og glade.
Debatindlægget retter især blikket mod det frie felt, hvor mange af vores medlemmer arbejder under vanskelige økonomiske og produktionsmæssige vilkår. Her peger vi sammen med de øvrige organisationer på behovet for, at reformens midler målrettes de skabende kunstnere og deres arbejdsforhold – ikke blot institutionerne omkring dem.
Budskabet er klart: midlerne skal skabe langsigtede og bæredygtige rammer for kunstnerisk udvikling, sikre bedre økonomi i produktionerne, og give plads til de nødvendige eksperimenter og samarbejder, som holder scenekunsten levende.
Hos Danske Scenografer har vi flere områder i fokus, når vi følger reformens udmøntning tæt. Dette debatindlæg handler særligt om vilkårene i det frie felt – men i den kommende tid vil vi også komme med konkrete forslag til både kulturministeren og politikerne om, hvordan midlerne kan bruges til at forbedre arbejdsbetingelserne for de mange kunstnere og fagfolk, der skaber scenekunsten i Danmark.









