Danske Scenografer er i dag medafsender på et aktuelt debatindlæg i Kulturmonitor, hvor en række toneangivende organisationer i kultur- og mediebranchen opfordrer TV2 til at gå forrest i forhold til at styrke dansk indhold.
I en tid, hvor internationale streamingtjenester sætter dagsordenen for både økonomi og indhold, er det afgørende, at TV2 fortsat spiller en central rolle i udviklingen og finansieringen af danskproduceret indhold.
Danske Scenografer arbejder for at sikre, at danske produktioner kan blive ved med at være både kulturelt relevante og kunstnerisk ambitiøse, og at de mennesker, der skaber rammerne for fortællingerne på film og tv, har ordentlige og bæredygtige arbejdsvilkår.
Hvis TV 2 skal bevare sin samfundsmæssige legitimitet, kræver det således mere end flotte erklæringer. Det kræver reel prioritering af det formål, kanalen blev skabt til at løfte: At være en statsejet station, der samler danskerne – og styrker produktionen af nyt dansk indhold.









