DANSKE SCENOGRAFER

En weekend med faglig fordybelse og kollegialt fællesskab

Weekenden bød på et inspirerende og velbesøgt dansk arrangement under International Production Designers Week 2025, hvor 48 production designere fra både ind- og udland mødtes til “Another Two Days in Copenhagen”. Arrangementet, som er udviklet og projekledet af production designer Rasmus Thjellesen, skabte rammerne for to dage med intensiv faglig udveksling, samtaler om arbejdsprocesser og kreative greb – og ikke mindst et stærkt kollegialt fællesskab.

Det danske bidrag til IPDW 2025 blev afholdt i et levende miljø med præsentationer, paneldebatter og åbne diskussioner om, hvordan scenografi og production design udvikler sig i takt med nye teknologier, bæredygtige produktionsformer og ændrede arbejdsforhold i branchen.

De faglige oplæg talte blandt andre Michael Carlin (AUS) – Oscar- og BFDG-nomineret production designer på The Last King of Scotland, The Duchess, Enola Holmes m.fl. samt Andy Nicholson (ENG) – Oscar- og BAFTA-nomineret, ADG-vindende production designer på Gravity, Jurassic World: Fallen Kingdom, Captain Marvel m.fl., som begge delte perspektiver på production design i internationale produktioner og de kreative udfordringer, der følger med forskelle i budget, kultur og produktionstradition.

Som noget helt nyt bød programmet i år også på en udstilling om production designeren som håndværker, konceptudvikler og rumskaber.

Udstillingen giver publikum mulighed for at træde helt ind i “maskinrummet” – bogstaveligt talt – og få et blik bag kulisserne på, hvordan et visuelt univers bliver til: fra de første skitser og modeller til materialevalg, konstruktion og scenisk realisering. Her kan både fagfolk og nysgerrige besøgende opleve arbejdsprocesserne, de tekniske detaljer og den kunstneriske intuition, der tilsammen former det visuelle udtryk i filmproduktioner.

Udstillingen er åben til og med 23. oktober, så hvis du ikke allerede har været forbi, kan du stadig nå det! Der arbejdes desuden på muligheder for at genopsætte udstillingen i en ny form på et senere tidspunkt, så flere kan få glæde af indholdet.

Et stort tak til Rasmus Thjellesen for idé, initiativ og projektledelse. Kun med støtte fra scenografernes kollektive rettighedsmidler og Kulturplusmidlerne, har det været muligt at realisere både arrangementet og udstillingen. Det vidner om, hvor vigtige rettighedsmidlerne – også de kollektive – er for hele branchens økosystem.

Husk at International Production Designers Week 2025 udbyder inspirerende indslag og oplæg hele uge 43 – både online og fysisk. Vi anbefaler alle medlemmer til at besøge programmet og lade jer inspirere! Find det fulde program her.

Fotos fra udstillingen.

Foto: Rasmus Thjellesen