Ekspertgruppen om ophavsret og kunstig intelligens har netop offentliggjort sine anbefalinger til regeringen. Rapporten rummer 10 konkrete forslag til, hvordan vi bedst beskytter kunstnere og rettighedshavere i en tid, hvor AI-teknologier udfordrer de skabende fag.
Kunstnerne og rettighedshaverne – og dermed også Danske Scenografers medlemmer – har i processen bl.a. været repræsenteret gennem Samrådet for Ophavsret og RettighedsAlliancen, hvor Danske Scenografer er medlem. Dermed har vi som fagforening haft en stemme i arbejdet, og vores medlemmers interesser er blevet taget med i de samlede anbefalinger.
De 10 anbefalinger i hovedtræk
- Effektiv transparens i træningsdata (dissens fra DI, Dansk Erhverv og Danske Medier)
- Effektive forbeholdsmuligheder eller nye regler for tekst- og datamining (dissens fra Danske Medier)
- Forbedring af rammevilkår for kollektiv licensering
- Forsøgsordning om obligatorisk voldgift til løsning af rettighedskonflikter på området for pressepublikationer (dissens fra Danske Medier)
- Beskyttelse mod digitale efterligninger af personers personlige kendetegn
- Krav om tekniske foranstaltninger til hindring af ulovlig upload og kopiering af ophavsretligt beskyttet indhold på kunstig intelligens-tjenester
- Betinget offentlig påtale i sager om ophavsret og kunstig intelligens, der er teknisk og territorialt komplicerede
- Undersøgelse af mulige tiltag for at styrke brugen af menneskeskabt indhold
- Vejledning og oplysningstiltag om ophavsret og kunstig intelligens
- Præcisering i ophavsretslovgivningen af, at udbud af kunstig intelligenssystemer udgør tilrådighedsstillelse for almenheden. (dissens fra DI og Dansk Erhverv)
Hvad betyder det for vores medlemmer?
For Danske Scenografer er rapporten vigtig, fordi den peger på, hvordan vores medlemmer kan sikres kontrol over deres værker, ret til betaling og beskyttelse mod krænkelse i en digital fremtid.
Vi vil nu arbejde videre med, hvad anbefalingerne betyder konkret for vores fagområde – og hvordan vi bedst kan følge op politisk og i samarbejde med kolleger på tværs af kunstnerorganisationerne.
Læs rapporten på Kulturministeriets hjemmeside her. Og fin desuden mere god information om rapportens indhold på RettighedsAlliancens hjemmeside her.









