Vi har netop fået bekræftet, at vores fælles og vedholdende indsats sammen med flere andre kunstnerforbund og Dansk Scenekunst for at sikre bedre vilkår for scenekunsten – og dermed også for vores medlemmer – er blevet hørt. Det fremgår af finanslovsudspillet, som er præsenteret i dag, 29. august 2025. Du kan læse mere på Kulturministeriets hjemmeside her.
Det er en stor sejr for de fælles dagsordner, vi har kæmpet for, og det kan få afgørende betydning for vores medlemmers produktions- og arbejdsvilkår. Et løft på 60 mio. kr. årligt vil kunne mærkes – både i værkstederne, på scenerne og i de kreative processer bag forestillingerne. Læs mere om, hvad vi sammen i branchen er blevet enige om af fælles dagsordener.
Vi vil gerne anerkende regeringen og kulturministeren for at prioritere også vores fagområde. Det sender et vigtigt signal om, at scenekunst er en uundværlig del af det samlede kulturlandskab.
Frem mod den egentlige forhandling om, hvordan midlerne konkret skal fordeles og anvendes, vil der derfor nu påbegyndes et arbejde for at drøfte fælles prioriteter, så vi sikrer, at fremtidens reformer bygger på helhedsløsninger og ikke på snævre særinteresser.
I Danske Scenografer vil vi bruge energi på at kortlægge og finde løsninger – både internt i fagforeningen og på tværs af branchen. Vi skal have samtaler om, hvordan pengene bruges bedst, så de kommer hele scenekunsten til gavn.
For os er der ingen tvivl om, at kunsten trives bedst, når rammerne er i orden. Derfor vil vi særligt fokusere på at midlerne understøtter ordentlige arbejdsvilkår i sin helhed. Vi ønsker stærkere administrationer og overenskomster, en professionalisering af ledelser og bestyrelser og ikke mindst standarder, der matcher det øvrige arbejdsmarked: mulighed for barsel, pension, efteruddannelse – og ikke mindst løn, der afspejler kvalifikationer og niveau.
Vores medlemmer skal have de bedst mulige betingelser i en arbejdshverdag, der – også med en reform – fortsat vil være præget af kludetæppeøkonomi og tur-til-tur jobs.
Tak til alle jer, der har bidraget og bakket op om samarbejdet. I Danske Scenografer er vi dybt taknemmelige for den fælles indsats – og stolte af, hvad vi har opnået sammen.









