Danske Scenografer deltog den 13. august 2025 i lanceringen af Dansk Kunstnerråds nye rapport om kunstneres rettighedsmidler i Danmark. Rapporten giver et detaljeret billede af, hvor stor en del af kunstneres indkomst der kommer fra kollektive rettighedsordninger, og understreger, hvor afgørende disse midler er for, at kunstnere kan leve af deres arbejde og fortsætte med at skabe ny kunst.
Du kan læse hele rapporten her.
Til lanceringen drøftede vi de synlige konklusioner, hvor tallene taler for sig selv – men også hvad vi stiller op med de udfordringer, vi står overfor i forhold til hele økosystemet. Vi er nødt til at passe på vores rettighedssystem, der er unikt, men udfordret af bl.a. big tech og den hastige digitale udvikling.
Highlights fra rapporten
- Rettighedsmidler udgør en betydelig og stabil indtægtskilde for mange kunstnere. Cirka 2/3 af kunstnerne modtager midler fra kollektive ordninger (ikke individuelt forhandlet rettighedsbetaling eller bibliotekspenge). Selv mindre beløb har stor betydning for kunstnernes samlede indkomst.
- Forskelle mellem kunstnergrupper viser behovet for målrettet indsats og fair fordeling.
- Værker, der bruges digitalt, på tv eller streamingplatforme, skaber fortsat væsentlige indtægter via kollektive forvaltningsorganisationer som Copydan og Create Denmark.
- Mænd modtager generelt flere rettighedsmidler end kvinder.
Rapporten understreger, at rettighedsmidler ikke blot er penge på kontoen – de er fundamentet for kunstnernes mulighed for at skabe, leve af deres arbejde og sikre fortsat dansk kulturproduktion.
Vi står i en ny virkelig – og den er udfordret
Vi er gået fra et industri- til et risikosamfund, hvor vi bevæger os fra kendte, lokale risici til et risikosamfund med komplekse, globale udfordringer. Kunstnerne står midt i dette og bærer ofte risikoen selv i produktionsforløb, fx dramatikere og instruktører, hvor projekter kan blive stoppet uden kompensation. Der er ingen tvivl om, at kunsten spiller en stor samfundsrolle i fremtiden. Kunst er med til at forebygge og afværge samtidens kriser, og det er derfor afgørende, at kunstnere kan trives økonomisk for at kunne skabe samfundsrelevant kunst.
Rettighedsmidler fungerer som et supplement til kunstnernes øvrige indkomst og skaber mulighed for at fortsætte professionelt arbejde, selv når projektudvikling og kunstnerisk grundudvikling ofte ikke er lønnet.
For fagforeninger og medlems- og forvaltningsorganisationer som Danske Scenografer betyder tallene, at arbejdet for at styrke ophavsret, kollektive forvaltninger og fair betaling for rettigheder fortsat er helt centralt. Tallene giver både dokumentation og argumenter, når vi forhandler på vegne af vores medlemmer og rettighedshavere og arbejder for rammer, hvor danske kunstnere kan trives økonomisk og kreativt.
Vi er slet ikke i tvivl om, at konflikter i kølvandet på udviklingen, bl.a. digitalisering og nye forbrugsvaner er kommet for at blive, og vi skal som en samlet branche sikre både transparens og regulering, så kunstnerne får deres rimelige del af værdien fra værker, der udnyttes på de forskellige platforme og måder.









