DANSKE SCENOGRAFER

Aktivt arbejde med barselsvilkår for kunst- og kulturarbejdere

Danske Scenografer og Danske Sceneinstruktører er nu sammen aktivt involveret i det videre arbejde med at forbedre barselsvilkårene for kunst- og kulturarbejdere.

Barsel er et område som vores medlemmer – som atypisk ansatte – er særligt påvirkede af. Dette arbejde sker i forlængelse af Kodas rapport om barsel i musiklivet, som blev offentliggjort i foråret 2025. Rapporten belyser de udfordringer, som mange kunstnere møder, især når de risikerer at falde mellem to stole i systemet.

Alle kunstnerforbund er blevet inviteret til at være med i det videre arbejde, som har til formål at omsætte ord til konkret handling. Vi arbejder i to spor: et politisk og et praktisk. Der er udpeget en arbejdsgruppe for hvert spor, hvor vi – Danske Scenografer og Danske Sceneinstruktører – er repræsenteret med samme person, hvilket styrker vores indsats. Vi er slet ikke i tvivl om, at det er en stor fordel for os mindre fagforeninger på kunst- og kulturområdet at få flere øjne på samme sag og flere stemmer til at drøfte løsninger.

Arbejdsgrupperne vil mødes henover efteråret, og vi følger arbejdet tæt. Dette er et vigtigt skridt mod at sikre bedre barselsvilkår for vores medlemmer og skabe en mere retfærdig ordning for kunst- og kulturarbejdere generelt.

Læs mere om rapporten her: Koda – Ny rapport om barsel i musikbranchen