Mange af Danske Scenografers medlemmer anvender i dag Midjourney og lignende AI-billedgeneratorer som en del af deres kreative proces – til inspiration, visualisering, konceptudvikling og præsentationer. Men en aktuel retssag i USA kaster nyt lys over de ophavsretlige faldgruber, som brugen af disse værktøjer kan medføre.
Disney og Universal har nu lagt sag an mod Midjourney og Stability AII. følge New York Times (11. juni 2025) har Disney, Universal og andre store rettighedshavere anlagt sag mod AI-virksomheder som Midjourney og Stability AI. Anklagen lyder, at virksomhederne har trænet deres billedmodeller på millioner af ophavsretligt beskyttede værker – herunder filmplakater og stills fra kendte produktioner – uden tilladelse.
Sagen handler ikke blot om krænkelse af rettigheder, men også om selve modellen bag AI-teknologien: Når værktøjer som Midjourney kan generere indhold, der imiterer stil, stemning og komposition fra kendte værker, stiller det grundlæggende spørgsmål ved, hvem der ejer outputtet, og om brugeren uforvarende kommer til at overtræde ophavsretten.
Hvad skal du som bruger af værktøjet være opmærksom på?
Mange scenografer bruger AI som et eksperimenterende værktøj – og det er i sig selv ikke et problem. Men der gælder en række vigtige opmærksomhedspunkter:
- Undgå bevidst efterligning – helt konkret bør du ikke bede AI’en om at efterligne kendte filmscenografier, design fra specifikke produktioner eller visuelle universer, du ikke har rettigheder til.
- Overvej hvordan AI-indhold indgår i dit arbejde – Midjourney og lignende værktøjer er trænet på enorme mængder ophavsretligt beskyttet materiale – ofte uden samtykke. Det rejser spørgsmål om, hvordan AI-genereret materiale bør anvendes i professionelle sammenhænge: Hvis du offentliggør visualiseringer, moodboards eller designs baseret på AI-genereret indhold, kan du risikere utilsigtet at genskabe dele af beskyttede værker. Brug derfor AI-output som inspiration eller skitse, men undgå at bruge det direkte i præsentationer, ansøgninger eller offentliggjorte koncepter uden kritisk vurdering og evt. bearbejdning.
Retssagen mod Midjourney cementerer endnu engang, at ophavsret er på vej ind i en ny, kompleks fase, hvor også brugere af AI-værktøjer kan blive trukket ind i ansvarsproblemer. Det er ikke sikkert, du som bruger er direkte ansvarlig – men du bør udvise rettighedsbevidsthed, ligesom du ville gøre, hvis du brugte et fotografi, et stillbillede eller et scenografisk værk fra en anden kunstner. Læs mere om brug af AI på hjemmesiden.