Danske Scenografer var hurtigt ude med en pressemeddelelse dagen efter, at skatteministeren havde fremsat lovforslag om moms på rettighedsvederlag.
Bliver forslaget stemt igennem, vil det have alvorlige konsekvenser – allerede fra 1. januar 2025, hvor de nye regler er tiltænkt at træde i kraft.
MediaWatch var hurtigt ude og dække vores pressemeddelelse. Den 8. november udgav de bl.a. en artikel på baggrund af Danske Scenografers meddelelse, hvoraf vi også citeres i et stort omfang:
”Danske Scenografer er bekymret for lovforslagets konsekvenser og rækkevidde. Momspligt på ophavsretsvederlag vil få vidtrækkende konsekvenser for den kunstneriske branche, herunder også mange af vores medlemmer, der bl.a. laver production design og scenografi til film og tv,” skriver Danske Scenografer, der har medlemmer i bl.a. film- og tv-branchen, i en pressemeddelelse.
Vi er naturligvis meget glade for, at MediaWatch reagerede hurtigt og fik en artikel ud med det samme. Det hjælper, når vi ønsker at gøre politikerne opmærksomme på, de store konsekvenser, det forhastede og ikke mindst omstridte og udskældte lovforslag har for vores medlemmer.
Læs MediaWatchs fulde artikel her.
Også EKKO har været hurtigt ude og dække vores syn på sagen. Læs den fulde artikel her hos EKKO, som også beskriver situationen, øvrige reaktioner på lovforslaget og ikke mindst Danske Scenografers reaktion.
I weekenden er der indhentet citater fra Danske Scenografers forperson, Carsten Burke Kristensen, i forbindelse med sagens konsekvenser:
”Momspligt på ophavsretsvederlag vil få vidtrækkende konsekvenser for den kunstneriske branche, herunder også mange af vores medlemmer, der blandt andet laver production design og scenografi til film og tv,” skriver Carsten Burke Kristensen, som er forperson for Danske Scenografer.
”Det er meget gennemgribende. Det påvirker alle de midler, som går igennem Copydan, der varetager betalingen for kunstnernes rettigheder. Hvis tv-distributørerne fra den ene dag til den anden skal betale 25 procent mere for kunstnerrettighederne, vil regningen uden tvivl ende hos kunderne, og det vil i sidste ende ramme kunstnerne,” siger Carsten Burke Kristensen.
Du kan læse Danske Scenografers pressemeddelelse på hjemmesiden.